Nye indlæg

Trold - Der Var Engang...

Skrevet af Mikkel Hannibalsen
25-05-2023
Det er ikke kun Norge der nu kan fortælle om deres trolde. Vi har i Danmark nu også fået en gruppe af dem.

De spiller folk metal og her er deres første album, Der var engang... Albummet er fyldt med eventyrlige fortællinger, med den mørke vinkel.

Jeg har tidligere været tøvende over for bands, der har deres tekster på dansk. Her har Trold overrasket, ikke kun med teksterne, men også leveringen. Der er rim og remser som, dem der kender de gamle danske skrøner og fortællinger, vil kunne nikke genkendende til.

Albummet består af 12 numre, med progressivt mørkere historier og toner. Albummet begynder med en tone, der kan minde om Alestorm med humor og jokes, og arbejder sig derefter hen imod Fintroll, med sange som "Troldenes Nat".

De 3 numre jeg bedst kan lide på albummet er, ”Udyrets Gab” ”Troldenes Nat” og ”Sensommerbålet”. Det er også de 3 sange, jeg syntes fremhæver Trolds brede musikalske evner, til at føre en rød tråd igennem hele albummet, selvom toner og tempo skifter.

”Udyrets Gab” lyder på overfladen som en klassiker i folk metal, om at drage ud dræbe de onde monstre. Den leger med hele konceptet om hvad en ”helt” er, som bliver fremhævet af et væld af forskellige instrumenter, som folk metal er kendt for, sammen med de velkendte trommer og en solid guitar.

På ”Troldenes Nat” viser Trold, at de stadig kan spille på den lidt hårde klinge. Både vokalerne og instrumenterne går et oktan ned. Sammen med en mørkere historie om hvad trolde laver om natten.

”Sensommerbålet” er en sang jeg personligt godt kan lide. Da det er en sang, som jeg kan se vennegruppen skråle med på over en øl og jeg vil anbefale at andre gør det samme.

Som helhed er det et solidt album, som jeg vil blive ved med at lytte til. Jeg har nydt teksterne og den fortælling Trold kommer med. Den eneste ærgelse jeg har med albummet er, at hvis man ikke hører nøje efter på nogle af sangene med hørebøffer på, kan man blive hægtet af den røde tråd, da vokalerne og det instrumentale flyder sammen, i stedet for at have et sammenspil. Jeg vil derfor give albummet 5 dødningehoveder og vente spændt på at se dem live.
 
Der Var Engang... udkommer 26. maj 2023 via Mighty Music.
 
 (5 ud af 6)
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com