Det danske band Kadavermarch debuterer med Into Oblivion. Det er et album, der på én og samme tid lyder gammeldags og moderne. Lyden bringer minder om de glade 70ere, med Gasolins primitive distortion lyd og wahwah-pedal, eller Black Sabbaths messende rock, mens glæden ved guitar-riffs i glimt minder om Dizzy Mizz Lizzys debut. Vokalen er desværre gemt langt væk i mixet, og det hæmmer albummet en del.
Genremæssigt er vi ovre i kassen med stoner, desert rock og heavy metal, som bandet selv hævder. De fleste af numrene er da også temmelig tunge med en lydmur af distortionguitarer. Åbningsnummeret – og første singlen – ”1000 Yard Stare” har klart singlekvaliteter. Det er tungt, men alligevel melodiøst og med et catchy omkvæd, der klæder dem. Her er de mere heavy end stoner og det fungerer rigtig godt. Det er klart albummets bedste skæring.
Numre som ”Abyss” og ”Flowering Death” er dommedagsagtige og tunge, men grænser også ind imellem til det lidt for monotone. Her virker vokalen lidt for flad og ensartet, og det er drøn ærgerligt, for drengene synger faktisk ganske godt. Det hører man lidt mere til i titelnummeret ”Into oblivion”, hvor der endelig bliver lidt mere plads, inden guitarmuren overdøver dem fuldstændigt i omkvædet.
Bandet består af Aske Kristiansen på trommer og sang, Ken Holst på leadguitar, Andreas Benthien på guitar og sang, Rune Jakobsen på bas og endelig Jeppe Greve på keyboard. Man skal dog spidse ører temmelig meget for at finde noget keyboard på albummet. Dertil er guitarerne for dominerende.
På ”Hollow Souls” er der inciterende vokaler i både vers og omkvæd. Det nærmest hypnotiske guitar-riff kører som i trance inden det hele eksploderer cirka midtvejs i nummeret og bliver mere heavy end stoner-agtigt. Det hele vender dog tilbage til de indledende riffs og er medvirkende til at få nummeret til både at virke gammeldags og nyt. Det er nok det, man kalder ”an aquired taste”, men denne anmelder synes faktisk, det fungerer ret fedt her.
”Beyond The End” er skåret efter samme skabelon, og selvom guitar-riffene her er nogle andre, så ændrer det ikke på, at det altså virker lidt for meget som idétørke og genbrug.
Albummet lukker og slukker med ”Reefer Madness”, der har et lidt mere sprælsk guitar-riff i åbningsdelen, men forfalder så også til den mere tunge og monotone rytme, som kendetegner så mange af numrene. Jeg er med på, at det er et af genretrækkene, men det bliver altså lidt kedeligt og forudsigeligt i længen.
Into Oblivion er et album, der peger både bagud og fremad, og Kadavermarch virker som et band, der stadig kæmper lidt med at få kontrol over alle deres virkemidler. Den massive guitarlydmur drukner for ofte de ellers glimrende vokaler, og monotonien bliver lidt enerverende med tiden. De spiller dog godt, og det er tydeligt, at de kender genren til fingerspidserne. I glimt finder de balancen mellem monotoni og melodiøsitet, og dér hvor de gør det, er de uforlignelige. De er klart på rette vej og det bliver spændende at følge dem fremover. Giv Kadavermarch et lyt, også selvom du måske ikke kender så meget til denne genre. De er bestemt et bekendtskab værd.
Into Oblivion udkommer 6. maj 2022 via Last Mile Records.
(4 ud af 6)
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg