Nye indlæg

Tygers Of Pan Tang - Majors & Minors

Skrevet af Gert Beuse
26-05-2021
Tygers Of Pan Tang er ét af de originale bands fra New Wave Of British Heavy Metal - tiden. Men i modsætning til mange af deres samtidige kolleger som fx Iron Maiden, Saxon og Def Leppard opnåede de aldrig samme grad af success i 80erne og tiden derefter. Måske skyldes det de mange udskiftninger i besætningen eller de mange opløsninger og gendannelser. I 2021-versionen af bandet er der kun et enkelt originalt medlem tilbage – guitaristen Robb Weir -, men det er ikke til at mærke, at det er et band, hvis rødder går helt tilbage til 1978. Der er nemlig masser af saft og kraft i Tygers Of Pan Tang anno 2021. Bandet består i dag – ud over Robb Weir - af Jacopo Meille på vokal, Francesco Marras på guitar, Gav Gray på bas og Craig Ellis på trommer.

Majors & Minors er et slags ”Best of . . .”- album med fokus på numre fra de seneste 13 år. Der er lidt forskel på LP og cd-udgivelserne, så alt afhængig af formatet får man lidt live-optagelser med og/eller numre, der er eksklusive for cd´en. Genren er klassisk heavy rock á la Dokken eller Saxon. Musikken er drevet frem at to fyrrige guitarer og en rigtig god sanger i form af italienske Jacopo Meille. Der er også pænt smæk på maskinrummet, men af en eller anden grund er trommerne i flere numre mikset lidt for langt tilbage i lydbilledet for denne anmelders smag.

Sangene er varierede, men kendetegnet ved noget rigtig fedt guitararbejde og omkvæd, der i flere tilfælde har både stadion- og syng-med kvaliteter. Åbningsnummeret ”Only The Brave” er på den måde symptomatisk for det meste af albummet. Hurtige, snerrende guitarer og en rytme, man bare ikke kan lade være med at trampe med på. ”Glad Rags” giver mulighed for at høre, hvor god en sanger Jacopo Meille virkelig er (og med ko-klokke! Der er alt for lidt ko-klokke i moderne musik), og et nummer som ”Keeping Me Alive” er så klassisk heavy, at man burde undervise i det på aftenskole for kommende rockbands. ”White Lines” blev sluppet som en single allerede i september 2019, og den repræsenterer fint, hvad Tygers Of Pan Tang står for i dag; Fede guitar-riffs, et iørefaldende omkvæd og en sublim guitarsolo.

Hvis man skal sætte en finger på noget, så må det være manglen på deciderede hits på albummet. Det er gedigent og godt, men mangler lige det der monster-hit, der kan sparke døren ind worldwide. Man føler sig godt underholdt – og jeg er sikker på, at det her er et band, der vil være værd at se live – men når man er nået igennem albummet, er der ikke rigtig nogen af sangene, der har sat sig fast.

Majors & Minors er samlet set et godt, gedigent rockalbum, som fortjener at blive hørt. Er du til klassisk, guitarbaseret heavyrock vil det her lige være noget for dig. Selvom der er et element af nostalgi-trip her, så lyder Tygers Of Pan Tang alligevel også nutidige og relevante. Giv dem et lyt og et like, for det fortjener de her garvede gutter.
 
Majors & Minors udkommer den 28. maj 2021 via Mighty Music/Target Group.
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com