Nye indlæg

Nine Shrines - Retribution Therapy

Skrevet af Calle
09-07-2019
Nine Shrines er et amerikansk band fra Cleveland, Ohio, som består af tidligere medlemmer fra Downplay, Attack Attack!, Life On Repeat og Strangers To Wolves. Bandet fandt sammen i 2014 og udgav deres debut EP ”Misery” i 2017. Medlemmerne i bandet er Andrew Wetzel (trommer), Devon Voisine (bas), Andrew Baylis (guitar), Even McKeever (guitar) og Chris Parketny (vokal). Retribution Therapy er bandets debut fuld længde album.

Bandet spiller alternativ metal/metal-core og jeg vil sætte dem i samme kategori som f.eks. As Lions, Five Finger Death Punch, InVisions, SHVPES og Bad Wolves.

Retribution Therapy består af 12 numre. Der er god variation i numrene og man får både de hårdere metal core numre, men også de lidt mere downtempo numre. Sangene er godt bygget og melodierne er godt skruet sammen. Samtidig har de nogle mindeværdige melodier og hooklines. Ved første gennemlyt var der især ét nummer der fangede min interesse. Det er sangen ”Pretty Little Psycho”, som hører til blandt de mere rolige sange på albummet. Sangen er meget fængende og omkvædet sætter sig hurtigt fast. Det er helt klart mit favoritnummer på albummet. Derudover vil jeg også fremhæve sange som ”Chain Reaction”, ”Ghost” og ”Dead” samt første singlen og åbningsnummeret ”Nimrod”. Sidst nævnte skyder virkelig albummet godt i gang og man får lyst til at høre mere. Overordnet set synes jeg det er nogle gode sange og et rigtig godt album bandet har skrevet og indspillet.

Albummet er produceret af Dan Korneff (My Chemical Romance, Pierce The Veil, All That Remains, Breaking Benjamin, Motionless In White m.fl). Bandet udtaler, at de havde et rigtig godt samarbejde med ham, hvilket jeg synes har resulteret i et fedt album. Lyd og produktion kan man bestemt ikke sætte en finger på. Bandet spiller godt og Chris’ vokal passer perfekt til genren.

Jeg tror godt Nine Shrines kan være et af de bands, som kan være heldige at få et større gennembrud. Tjekker man deres Spotify har de allerede en del afspilninger. Jeg vil helt klart anbefale at man tjekker dette band ud, især hvis man er til nogen af ovennævnte bands.
 
Retribution Therapy udkom 26. april 2019 via Mascot Records/Mascot Label Group.
 
(5 ud af 6)
 
Besøg Nine Shrines på Facebook her

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com