Nye indlæg

Bite The Bullet – Wheels

Skrevet af Calle
13-03-2015
Det danske rock band Bite The Bullet er er ude med deres andet album, som har fået titlen Wheels. Bandet, som består af Christian Norup (bas, guitar, vokal, piano m.m.), Paw Eriksen (trommer, guitar, piano m.m.) og Thomas Storgaard Christiansen (vokal), har sin oprindelse i Vejle men slår nu sine folder i København. Bandet blev dannet i 2012.

Bandet spiller en blanding af fuzzrock, psychedelic og rock 'n' roll. Og det gør de sku godt. Albummet består af 11 sange som er blevet til på 12 dage. Både skrive, indspille og mixe sangene. Det har bandet gjort for at bevare kreativiteten, nærværet og spilleglæden. Er det så lykkedes? Ja det synes jeg det er. De har i hvert fald indspillet nogle gode og troværdige sange, hvor man virkelig føler deres passion for musikken. Der er dømt retrorock og tankerne ledes uden tvivl tilbage tilbage til 70'erne. Jeg synes jeg kan høre både lidt Queen, lidt Pink Floyd og lidt The Doors i bandets musik.

Sangene er godt skruet sammen og der er flere gode melodier blandt de 11 sange. Mine favoritter tæller ”Something New”, ”Wheels” og ”What Am I Doing Here”. Bandet spiller samtidig rigtig godt. Det skal dog siges, at man ikke kommer i feststemning, når man lytter til albummet. Tværtimod er det en forholdsvis melankolsk stemning man rammer ind i, der indbyder til at smide benene op og tænde lidt stearinlys, indleve sig i musikken og åbne en kold øl eller et glas vin.

Wheels er indspillet i Black Tornado med Anders Onsberg Hansen bag knapperne. Han har også produceret albummet i samarbejde med bandet. De har sammen formået at ramme en lyd, der giver den helt rigtige stemning.

Jeg er ikke 100% solgt, men jeg vil klart anbefale, at man tjekker Bite The Bullet ud. Især hvis man er til velspillet psychedelisk retrorock. Bite The Bullet er et band man skal holde øje med. Tyskerne har allerede fået øje på bandet.
 
Wheels udkom 23. februar via Target Records/Mighty Music.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Bite The Bullet på Facebook her.

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com