Nye indlæg

WakeUpCall – Batteries Are Not Included

Skrevet af Calle
11-12-2012

Jeg har kendt dette italienske band siden 2010, hvor de startede under navnet Knyght. Dengang var jeg ikke helt begejstret for dem, men da de senere skiftede navn til WakeUpCall og udgav en ny EP, så fik piben en anden lyd. Bandet havde rykket sig en del og jeg var derfor meget spændt på denne skive, som er bandets debut fuld længde album. Bandet består stadigvæk af brødrene og sangskriverne Tommy og Olly på henholdsvis sang/guitar og guitar. Derudover er bassisten den samme og han hedder Dario. Trommeslageren er ny siden deres selvbetitlede EP fra starten af 2011 og han hedder Giocomo. 

Bandets stil er melodisk hard rock med et poppet præg. Deres inspirationskilder spænder vidt og tæller bands som f.eks. Bon Jovi, Nickelback, Foo Fighters, Green Day, Simple Plan, Goo Goo Dolls og Papa Roach. 

Og har de så rykket sig endnu mere siden den før nævnte EP? Ja det synes jeg de har og man kan godt høre der er kommet et år mere i bagagen, som bl.a. er blevet brugt på diverse koncerter i Italien og flere andre europæiske lande, hvor de bl.a. har spillet med Winger og Heaven’s Basement. Bandet virker mere modent og musikken er mere velspillet. Melodierne er skåret over samme list som på EP’en, men de fungere bare bedre på dette album. 

Der er 11 sange på Batteries Are Not Included og der er blevet plads til både de rockende sange og de mere stille. Mine favoritter blandt de elleve sange er ”Not Like You”, ”To Be”, som bandet også har udsendt en musikvideo til, samt ”Kill Your Dream”, hvor bandet rammer det lidt hårdere udtryk, især på guitaren. 

Bandet har selv produceret albummet og så er det mixet og masteret af Maurizio Baggio, som også havde en hånd med på EP’en. Selve produktionen og lydbilledet virker måske en anelse for ”pæn” og det er det der giver albummet det poppede præg. Jeg tror måske bandet gerne vil være mere ”hårde” end det de får ud på albummet. Dermed ikke sagt at Batteries Are Not Included er et dårligt album, men jeg kunne godt have ønsket mere lidt mere råhed. 

Giv bandet et lyt via nedenstående link. Det fortjener de!!!

Batteries Are Not Included er ude via Hit Bit Records.

    (4 ud af 6)    

Lyt til WakeUpCall: https://www.facebook.com/WakeUpCallrock


Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com