Support: As I Lay Dying, Caliban & Upon A Burning Body
Anmeldt af Peter Letting: 07-11-2012
Jeg skal ærligt erkende, at jeg havde glædet mig som et lille barn til denne koncert. Jeg har hørt Trivium i snart 3-4 år, men aldrig hørt dem live.
Til min overraskelse opdager jeg et der er ikke mindre end 3 opvarmnings bands til denne event, hvilket måske ikke lige var det jeg havde forventet på en tirsdag aften i november. Nå, men da vi dukker op i Amager Bio ca. 19.45 er første band (hvis navn desværre har fortabt sig i glemslen) i gang med at afslutte deres optræden.
Et hurtigt scene skift og ind kommer det tyske band ved navn ”Caliban”, og det var så her vi første gang ramte lydmuren. Jeg kender intet til bandet, men jeg må sige at de leverede en absolut overbevisende scene optræden. Forsangeren var noget så ond at se på, som han stod der ligbleg og tynd med kulsort hår i en slags hanekam. Og publikums tække må man sige, at den gæve tysker har. De forreste rækker var som marionetter i hans hænder, og det var et helt teater at se på, sådan betragtet lidt fra baglinjen. Der findes bare nogle mennesker som er født til at så på en scene og levere ”varen” og her var en af dem. Musikken var af den ondeste skuffe, med trommer i svimlende tempo og guitar ræs fra ende til anden. Alt i alt en ret fed oplevelse, for en som normalt ikke bryder sig synderligt om at se opvarmnings bands, men Hey, man kan jo blive overrasket.
Caliban
Sceneskift igen og til en infernalsk indledning i endnu en lydmur, dukker amerikanske ”As I Lay Dying” frem på scenen. Og som frontfigur for bandet, kommer der frem af tågerne en skarpt skåret He-Man, som mest af alt mindede om en temmelig hårdt pumpet hulemand i en tank top. Det var en ret syret oplevelse, og man havde virkelig fornemmelsen af, at han kommunikerede på et 4000 år gammelt hulemands sprog, som vi alle i salen, på mærkværdig vis forstod.
As I Lay Dying
Men vi havde stadig aftenens længe ventede højdepunkt til gode, og selvom de andre bands var ret fede, så var vi kommet for at høre ”Trivium”, og det er nu også meget rart at kunne genkende nogle numre undervejs. Som det har været en vane på denne tour, kom ”Trivium” på scenen til ”In Waves” fra deres nyeste album med titlen ”In Waves”. Det er et super nummer, som man skulle tro var skrevet netop med henblik på at åbne en koncert af denne kaliber, for er der noget de kan med det nummer, så er det da at åbne ballet og sparke røv. Jeg vil nok gå så langt, at jeg vil kalde ”In Waves” nummeret for et ”hit” indenfor Metal genren.
Faktisk havde jeg haft mine tvivl om hvor meget lyd der rent faktisk KAN presses ind i stakkels lille Amager Bio, og jeg må sige at jeg blev overrasket. Vi mente ellers at vi havde mødt lydmuren mere end én gang allerede, men ”Trivium” formåede trods alt at presse citronen endnu mere, og få salen til at gå fuldstændig bersærk. Blandt publikum blev der både lavet ”The Wall” og ”The Circle”, hvilket (for en mand i min alder ) virkede fuldstændig vildt. Jeg er ret sikker på at havde jeg været til den her type koncert da jeg var 20 år yngre, så havde jeg været at finde midt i den heksekeddel som der blev brygget, midt på gulvet.
Trivium
Jeg synes virkelig at Trivium leverede en fantastisk vare denne aften i Amager Bio, og publikum holdt sig da heller ikke tilbage for at give Trivium noget den anden vej. Matt Heafy (forsanger) gjorde virkelig sit til at fyre op under publikum, og for at få os til at larme MERE end de havde gjort i Paris. Det var nu heller ikke nogen stor udfordring at få gang i salen med numre som ”Into the Mouth of Hell We March”, ”Black”, ”Watch the World Burn”, ”Built to Fall”, og ikke mindst, som afslutnings nummer ”Throes og Perdition”, som må siges at være et af mine absolut favorit ”Trivium” numre. Jeg er meget imponeret over den koordination i temposkift, som de fire gutter besidder, og jeg har sindssyg stor respekt for Nick Augusto bag trommerne, hvor der virkelig bliver sat et hæsblæsende tempo fra start til slut med en variation og præcision i absolut topklasse. Jeg var vildt begejstret for deres tidligere trommeslager Travis Smith, men jeg synes bestemt ikke at Nick står i skyggen af ham. Alt i alt spillede Trivium ca. 1 time og 45 minutter og leverede på den tid omkring 15 numre.
Det er min absolut hårdeste koncert til dato, og jeg har trods alt været til en del, men dette her fik jo nærmest Metallica til at ligne en ”Åh Abe” koncert eller en aften med DR’s pigekor.
Kommentarer
- #1
Jenny 09-11-2012 12:50 Upon a Burning Body hed det første texanske band der gæstede scenen i tirsdags :)
1og så er jeg enig i anmeldelsen, super fed aften med god lyd (hvilket jeg var en smule skeptisk omkring inden) og endnu bedre stemning, ihvertfald helt oppe foran hvor jeg selv var placeret i 5 timer!