Nye indlæg

Kissing Kaos - To Your Limit

Skrevet af Peter Letting
11-04-2026
Bandet Kissing Kaos udkommer med første album 1/5-2026. Albummet har fået titlen To Your Limit.

Kissing Kaos er opstået, efter sanger Joe Flynt forlod bandet Asphalt Valentine, og han tog trommeslager Brian Jung med sig over i det nye band. I bandet har de også guitarist Jon Lansburg, og bassist Chris Taylor (Kickin Valentina).

Da jeg fik det ind ad døren, så jeg at det skulle tale til fans af Eclipse, og den kategori falder jeg pladask ind i, så jeg var meget spændt på at sætte ørerne i dette album.

Og jeg kan sagtens høre hvorfor netop Eclipse blev nævnt. Kissing Kaos er melodisk sangskrivning på højt plan. Utroligt iørefaldende, medrivende og lyttevenligt, uden at blive hverken overfladisk eller kedeligt.

"Hey Sugar" hedder første skæring. Dejlig energi, fed vokal og lækre guitar riffs, er ret sikker på at det kunne gå hen og blive lidt af en banger. Det er ikke fordi jeg sådan er blown away, men det er bare fed musik, i den der polerede Rock ’n Roll stil, som jeg aldrig bliver træt af. Det er på en og samme tid, lidt old school, og så alligevel meget 2026.

Skæring 2 hedder "Tear It Down", og det gør Kissing Kaos. De river lortet ned, og jeg kan lide det. Fed intro og lidt mere rå power end første skæring. Tror jeg ender på "Tear It Down" som mit favoritnummer på skiven. Det er også fordi der er sådan et lækkert drop godt 3.30 inde i nummeret, hvor de lige trækker den helt ned, og så fuld fart igen. Jeg er også vild med de rytmeskift der er i nummeret. Det er bare lækkert.

Tredje skæring "Heartache And Scars" er skivens ballade nummer. Jeg har faktisk lidt en svaghed for de der rock ballader, og den her kan sagtens komme ind og ligge på den hylde i mit eget lille kartotek over ballader som er værd at genbesøge.

Albummet tæller 9 sange. Stilen fortsætter, men hver eneste sang har sit eget særpræg, så det bliver aldrig bare ”det samme”.

Jeg vil godt give Kissing kaos 5 ud af 6. Mest fordi jeg mener at det her album kommer til at holde i mange år, uden at gå i glemmebogen.
 
To Your Limit udkommer 1. maj 2026 via Mighty Music.
 
 (5 ud af 6)
 

Kategori: Anmeldelser

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

callerock@gmail.com